29. september 2011

28.09.2011

Økologisk fiskesø vinder Green Cities miljøpris 2011

Green Cities miljøpris på 50.000 kroner går i år til Bjerrely Fiskesø i Midtjylland, der er Danmarks første økologiske fiskesø.

Prisen uddeles af miljøsamarbejdet Green Cities i forbindelse med samarbejdets efterårskonference den 28. september i Ballerup.

Dommerkomitéen lagde i sin udvælgelse vægt på, at Bjerrely Fiskesø er Danmarks første fiskesø med økologiske fisk, og at der i projektet er tænkt i bæredygtige helheder og sammenhænge, som kommer natur og miljø til gode. 

”At tænke på økologi i forbindelse med en fiskesø kan være til inspiration for andre, og fiskesøen vil både kunne give naturoplevelser og fremme miljøbevidsthed,” udtaler Susanne Herfelt, der er vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening og medlem af dommerkomitéen.


Vil hellere tale om naturen
Ejeren af Bjerrely Fiskesø, den tidligere økologiske landmand Bjarne Vestergaard, er glad for at hans initiativ bliver værdsat, men vil hellere tale om områdets natur og dyrenes liv.

”For mig handler det om dyrevelfærd, økologi og sammenhængen med områdets natur. De fisk jeg sætter ud nu, har haft mere plads end tidligere, og derfor bliver de mindre syge. De fleste gæster kommer da også igen og fortæller, at fangsten smagte godt.”

Bjerrely Fiskesø åbnede som den eneste økologiske fiskesø i vinteren 2010. Derudover har Bjarne Vestergaard, med initiativer som et konference- og festlokale bygget af halm og ler, skolebesøg, økologiske grav-selv orm og ferielejligheder isoleret med pulveriseret træ, skabt en bæredygtig turistattraktion, der tiltrækker lystfiskere og naturelskere langvejs fra. Og han har svært ved at skjule sin glæde over at kunne trække gæster ud i det fri:

”Det er svært for en jyde at sige, men der er altså en flot natur, vi har her. Og det er jo altså kun fiskene, der lige er blevet økologiske. Søen er som den altid har været.”

Fakta:
Bjerrely Fiskesø modtager økologiske ørreder fra Sejbjerg Dambrug, opdrættet uden GMO og kunstig farve. Det er sikret, at ørrederne ikke påvirker søens naturlige fiskesamfund, og søen ikke har afløb til ydre vandløbssystemer. Se mere på www.bjerrely.dk